fbpx
Søg
Close this search box.
Enetimer hundetræning, privat hundetræning, hvalpetræning

Tillykke med din nye hund!

Du kan på denne side læse lidt praktiske oplysninger, som kan hjælpe dig med dit nye familiemedlem.

​Hvordan byder du bedst muligt din nye hund velkommen i dit hjem? Det er en stor omvæltning for din hund at komme til et nyt hjem, især hvis den er hvalp og kommer lige fra sin moder og sine kuld søskende.

​Her kan du få gode råd, som kan være med til at sikre, at

din hund får en god start i sit nye hjem. Du kan ydermere læse om, hvordan du kan opdrage hunden. Endelig omtaler vi nogle praktiske ting, som du skal tænke på, herunder vaccination, registrering og forsikring af hunden.

Ting til hunden

Hunden skal have en kurv, hvor den kan få lov at være i fred. Desuden skal du købe en snor, et halsbånd eller en sele til hunden og specielle skåle til mad og vand.

Hundens halsbånd eller sele skal være forsynet med et specielt id-skilt med dit navn, din adresse samt dit telefonnummer.

Dette er lovpligtigt. Hunden skal også have nogle legeting at bide i, som ikke kan gå i stykker. Du bør endvidere købe en speciel børste, da hunden – afhængigt af dens pels – jævnligt skal børstes.

​​

Hundens ankomst til sit nye hjem

Hvis du har en hund i forvejen, bør du lade din nye hvalp mødes med den gamle uden for hjemmet. Hvis du har en have, kan du lade dem lege sammen der (uden snor), når de er blevet trygge ved hinanden.

Hunden skal have lov at falde til i sit nye hjem uden straks at blive ladt alene i mere end nogle få minutter ad gangen.

I de første dage skal hunden have ro, og du bør kun gå korte ture med den. Hunden har i starten brug for tryghed og tæt kontakt med sin familie. Du må derfor ikke lukke hunden ude fra soveværelset, men bør lade den sove i sin kurv lige ved siden af dig. Man kan altid senere lære hunden, at den skal sove et andet sted.

Læg hundens aktiviteter i faste rammer

I starten bør hunden luftes, fodres og beskæftiges på nogenlunde de samme tidspunkter hver dag. Når først hunden er faldet til i familien, kan du gradvist lære den, at tingene ikke altid sker på faste tidspunkter.

Væn hunden til at være alene

Du bør gradvist lære din hund at være alene hjemme. I de første dage forlader du kun hunden i nogle få minutter ad gangen, men gerne flere gange om dagen. I de følgende dage forlader du så hunden i længere og længere tid ad gangen. Gå fra hunden, når den er helt rolig. Det er vigtigt, at du ikke går så hurtigt frem, at hunden begynder at hyle. Husk, at hverken voksne hunde eller hvalpe bør være alene hjemme i mere end fem til max otte timer ad gangen, og at en hvalp aldrig må være alene en hel dag.

Lær børnene at respektere hunden

Lad aldrig mindre børn være alene med hunden. Du bør heller ikke lade større børn være alene med hunden, før de har lært, hvordan de skal opføre sig over for den. Du skal blandt andet sørge for, at de ikke leger vilde lege med den. Du skal desuden lære børnene, at de skal være varsomme i forbindelse med fremmede hunde, som måske ikke er vant til at omgås børn.

Lad familien deltage i pasningen af hunden

Familiens medlemmer bør deles om forpligtelserne over for hunden, så den ikke knytter sig for stærkt til én person i familien, hvilket senere kan give problemer. Både børn og voksne kan deltage i den daglige træning, motionering og aktivering af hunden.

Lær hunden at være renlig

Når du køber en hvalp, kan du ikke forvente, at den er renlig. Hvalpen vil dog hurtigt lære at være renlig, hvis du følger nogle simple retningslinjer. Tag hunden ud, hver gang den har sovet, spist, drukket eller leget. Desuden skal hvalpen altid luftes, hvis den går søgende rundt og snuser, eller den går hen til døren. Ros og beløn hunden, når den besørger udenfor.
Hvalpe besørger oftere end voksne hunde. Du skal derfor være opmærksom på hvalpen, så den kan komme ud, hver gang den har behov for det – også når familien har gæster.

Væn hunden til fremmede

Du skal hurtigst muligt begynde at vænne hunden til venlige, fremmede mennesker og dyr. Tag ofte hunden med ud blandt fremmede mennesker og andre hunde. Du skal uhindret lade hunden tage kontakt, hvis den ønsker det, men du må aldrig presse den.

Væn hunden til fysisk kontakt

Hunden skal have tillid til, at lige meget hvad du gør ved den, så sker der ikke noget ved det. Det er derfor vigtigt, dagligt at have fysisk kontakt med hunden. Hvis den ikke er vant til dette, skal du gå langsomt frem, så den ikke på noget tidspunkt føler ubehag ved det. Du må ikke tvinge hunden til kontakt. Hvis den vil rejse sig for at gå, skal du lade den gøre det. Kæl med hunden, når den er helt afslappet. Berør hunden over hele kroppen, og tal beroligende til den. Red eller børst hunden dagligt, og tør dens poter
regelmæssigt, når den er blevet vant til fysisk kontakt. Væn hunden til, at du kan se og røre ved dens ører, mund m.m. Ros hunden bagefter, og giv den en godbid.

Hunden skal vaccineres

Som hvalp skal hunden vaccineres to gange med 4 ugers mellemrum. Normalt bliver hvalpe vaccineret i 7-8-ugers-alderen og skal så vaccineres igen, når de er 11-12 uger gamle. Hvis din hund endnu ikke er blevet vaccineret for første gang, må du hurtigst muligt sørge for, at den bliver det.
Herefter skal den vaccineres 1 gang i året eller efter vaccinationsvalg vær 2-3 år… Det anbefales dog at få et sundhedseftersyn vært år. Hertil skal siges at et 8 mdr. eftersyn er på sin plads, her kan spottes uønsket adfærd, tand skifte, med videre.

Hunden skal forsikres

Ifølge loven har du desuden pligt til at tegne en ansvarsforsikring for hunden. Du bør også sygeforsikre hunden, selvom dette ikke er lovpligtigt. Bliver hunden alvorligt syg, eller kommer den ud for en ulykke, kan dyrlægeregningen blive meget stor.

Hunden skal registreres

I følge loven skal besidderen af en hund sørge for, at hunden, inden den er 8 uger gammel, er mærket og registreret. Besidderen af en hund skal endvidere sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn, tlf nr og adresse. Du registrerer din hund i Dansk Hunderegister. (de fleste dyrlæger registrere dog hunden ved mærkning)

HundeLiv.DK

"Hundetræning i nærvær med fokus på kommunikation hund og menneske imellem. Til dig som ønsker et tættere forhold og samhørighed til din hund

Søg

Inspiration og tips

Følg mig på det sociale medier

Læs opslag, se videos og meget mere på mine sociale medier